I Vestjylland var der kun få privatpraktiserende læger. Der var heller ikke mange apotekere, så der var virkelig brug for kloge koner og mænd. De praktiserede som ben- brudslæger, heksedoktorer og urtespecialister.

Margrethe Eriksdatter (se Stamtræ) var den første kloge kone. I bogen 'Kloge folk og skidtfolk' (Politikens Forlag 1976) står der ikke direkte noget om hende. Her er hun bare opført
som mor til den berømte søn Laust Glavind. Hendes anden søn giftede sig med
Kirsten Ravnsborg Jensdatter Krathus, som blev familiens anden kloge kone. 

Kirsten Krathus havde fået et efterspurgt speciale ved at give råd til kvinder >>hvis blødninger var standset<<, som man sagde. Dette var ikke bare en diplomatisk omskrivning for en - uønsket - graviditet, men havde også et mere konkret sigte. Det var en alvorlig forbrydelse at give og få abort, mens >>almindelig<< kvak- salveri blev straffet overordentligt lempeligt. Derfor påberåbte både den kloge kone og pigen sig ofte, at det blot var de ujævne blødninger, der havde givet anledning til behandlingen, og at ingen af dem havde anet, at det skyldtes et begyndende svangerskab.                                                                                                                                        
Kirsten Krathus blev dømt i 1891, og det blev en hård dom, for myndighederne var ikke i tvivl. 18 måneder sad hun i kvindefængslet på Christianshavn for kvaksalveri og fosterfordrivelse, og her fyldte hun 70 år. Da hun kom hjem igen virkede hun mere i det stille og lod navnlig de unge piger være, men i 1894 fik hun sin anden  og sidste dom  på 30 dages  simpelt fængsel.  Nu var hun  tidligere straffet,  og derfor  skærpedes  strafferammen  selv for de mindste forseelser.                                                              
         Kirsten Krathus havde altid behandlet for mange slags sygdomme,  den  ulovlige  abort  havde  kun  været  den  mest efter- spurgte hjælp. Hun brugte salver og dråber, hun kendte også til magiske midler, og hun var dygtig til at spå.                                
           Hendes temperament var hidsigt, og man skulle ikke holde
hende for nar. En dame, der udgav sig for at være enke, fik denne besked:  -  Nej,  enke er du ikke,  men du skal snart blive det ! Og kort efter døde manden.                                                                
        I denne historie, der har prentet sig i den drilagtige dames  hukommelse,  møder  vi den kvinde,  der  allerede som ung nygift kone i Tvis fik ry for ondskab og hekseri.                                        
   - Herregud, lille piger, tror I mig ilde, sagde hun engang, hvor hun fik udleveret noget mælk på møllen i Aulum. Pigerne havde drysset noget  salt i,  for det var en udbredt  forestilling,  at det brød heksens magt.  Men pigerne bed  mest mærke i,  at Kirsten Krathus vidste,  de  havde gjort det,  for det  kunne hun umuligt vide ad naturlig vej.                                                                     
       En kvinde fra fattighuset i Aulum var helt  sikker  på  Kirsten  Ravnsborgs farlige evner. Det  har hun i 1905 fortalt om til folkemindesamleren H. P. Hansen.                                                 
       Hun havde en lille dreng.  En  dag  legede  han  med  Kirsten Ravnsborgs,  der  var  >>sølle<<.  De  to mødre stod og snakkede sammen, og den fattige kone ynkede den syge dreng og tilføjede: - Og tænk hvor min er rask.                                                          
- Du ved ikke, hvad din kan blive til endnu, svarede Kirsten Krathus.                                                                                               
     Det ordskifte huskede den fattige kone på allerede samme nat.
Da blev hendes dreng syg, og lægen kunne ikke hjælpe ham. Det blev Maren Haaning, der måtte træde til; men som hun sagde, de kom for  sent,  så det hjalp kun så  vidt,  at  drengen efterhånden kunne bevæge sig på  krykker".  (Politikens Forlag, 1976, s. 147)